Ammoniakkuglen på havnen er væk!! Den var kun lige begyndt at få den opmærkseomhed den fortjænte, med SKROT-opsamlingen, og så gør de nøjagtig det, vi prøvede at forhindre. Ord kan ikke beskrive brutaliteten og idiotien i dette. Ammoniakkuglen vil aldrig blive glemt, og det vil forbrydelsen mod den heller ikke. De ansvarlige fortjæner at blive spyttet i ansigtet i al evighed.

Kuglen vil vende tilbage. Gerne på Flakhaven!

*****************
Som en yderligere kommentar til denne skandale bringer vi her et indlæg om sagen fra Bertram Schulz:



Nok er nok,

Hvor megen fornedrelse skal man udsættes for, blot fordi man er født menneske? Spørgsmålet er af eksistentiel karakter og kan synes passende i denne sommerhede, hvor sveden hagler af bugen, de vitale kropsvæsker på flugt fra det aldrende korpus, i evig påmindelse om dén vandring mod døden, som vi alle indleder det øjeblik vi undfanges. Enkelte, der findes visse loger, opnår i deres higen efter De Vises Sten, den eftertragtede udødelighed, men disse ulykkelige sjæle vil snart – eller med æonernes akkumulerende erfaringshorisont – sande, at deres skæbne er den værst tænkelige af alle. Men på en dag som denne, hvor himmelens blå minder én om de triste toner af samme farve i musikkens verden, og hvor fuglenes sang blot vækker barndomsminder om spæde somre, hvor alting syntes godt, o et minde blot, ja, på en dag som denne, føler man tomheden gribe én om hjertet, den tomhed, som er det værste man i tilværelsen kan udsættes for.

Som dannet menneske må man spørge sig selv: hvorfor føler jeg denne tomhed? Svarene kan være talrige, for meget i tilværeslen er ej af det gode og fylder os med mismod, væmmelse eller ligefrem foragt. Vi gives liv, men har dog aldrig selv givet vor accept til livet, og når vi vokser op og prøver kræfter med tilværelsen, da mødes vi af den ene skuffelse efter den anden; den vi elsker, elsker en anden, og får vi hende alligevel, da tiltrækkes vi af yngre og kønnere piger, når lillemor derhjemme har passeret halvtreds. Vi bliver alle ældre og krop og sind svækkes alt imens de vi holder af dør fra os. Og til sidst, når der endegyldigt ikke er mere at komme efter, da er det vores egen tur, men ikke før vi har måttet udstå et sidste ydmygende kapitel på plejehjem, iklædt ble og dansktop, nikkende og savlende og med den uundgålige genudsendelse af klassiske danske film-farcer, det, der, som den ultimative hån ligefrem benævnes danske film-perler, som det ugentlige højdepunkt. Men undertiden kan tomheden fremkaldes af udpræget mere konkrete forhold, som i dette tilfælde, hvor mit ganske sind dirrer af rendyrket foragt!

Hvad da er årsagen, spørger den interesserede læser, på kanten af stolen, med hjertet i halsen, hvori grunder denne følelse af tomhed og foragt? Nuvel og velan, lad mig skride direkte til sagens kerne og spare læseren for krogvejene, som jeg på det bestemteste afskyer. Lad det være sagt, således at ingen tvivl er mulig – jeg går altid den direkte vej, jeg svøber mig ikke i lånte fjer, jeg puster mig ikke op som en smukt svunget marengs for blot at opløses i støv, når der bides; alt dette ligger mig uendeligt fjernt.

Jeg er for nylig, gennem mine kontakter, blevet gjort opmærksom på, at man har nedrevet et af Odenses absolutte varetegn, den store Ammoniakkugle ved havnen. Kuglen har gennem talrige år stået som et pejlemærke, når man kom kørende mod byen fra havnesiden, som en gigantisk klode i gråt, hævet op over denne jords ligegyldigheder, som en industriel luftballon eller en fremmed civilisations rumskib eller Dødsstjerne, en metafor, der synes så meget mere passende, når man, nu desværre blot i erindringen, fremkalder sig lyden af Kuglen, når man kastede et lille objekt, eksempelvis en sten, mod dens overflade, hvilket frembragte en særdeles sælsom klang, som et laserhvin fra computerspillenes barndom, dengang farverne var færre, men klarere.

Hvorfor, spørger jeg harme akademiker, hvorfor finder mennesker på noget så grusomt og meningsløst? Hvem træffer beslutning om sådan en udåd? Hvem er de skyldige? Herom kan man blot gisne, men sikkert er det, at lignende udåder tidligere har fundet sted her i Odense, som for eksempel da man valgte, at nedrive det gamle Glasværk, i byens spirrende musikalske vækstlag bedre kendt som Jazzværket, en prægtig ruin, hvor genrer som maskin-, cyber- og dødsjazz dyrkedes og flyttede musikalske grænser, som bl.a. dokumenteret af Tage Bas og Erich G. Wagner, værter på det legendariske radiomagasin, Så ’der fandme jazz!

Man kan, med rette, undre sig over hvorfor Odense så konsekvent ønsker at fremdyrke et renommé - det, der på trendhærget, såkaldt smart nydansk undertiden kaldes for image - som provinsby – det, der på korrekt nydansk undertiden, nej, alt for ofte, kaldes for bondeby! Hvorfor stiller man sig, gang på gang, tilfreds med middelmådighedens melsuppe, hvorfor synes man, at Arne Lundemann er sjov, og hvorfor i alverden ringeagter man byens stolteste digtersøn ved at lade en kornfed, falleret tv-bingovært optræde i byens gader og stræder, såvel som i det store udland, forklædt som en trind og fladpandet parodi på H. C. Andersen? Kunne man forestille sig, at en metropol som København ville finde på, i et anslag af absolut dårlig smag, at udklæde Erann DD som N. F. S. Grundtvig, slingrende ned ad strøget, tilsættende Den signede dag sirupsdryppende soulfraseringer? Jeg tror det, trods alt, næppe, selvom man i disse tider må sande, at man frygter det værste – hvem ved, måske beslutter man den dag i morgen, fra DSBs side, at lukke den kønne, kønne banestrækning, Odense-Svendborg, eller, én gang for alle, at fritstille Jan Mølby fra bestillingen som fodboldkommentator på landsdækkende tv, for selvom Mølbys tørre betragtninger og hans forståelse for fodboldspillets uomtvistelige behov for struktur, ikke mindst et stærkt defensivt fundament og en tung midtbane, som man kender det primært fra den engelske liga i 1980erne, selvom disse betragtninger måske ikke nødvendigvis er populære blandt den brede befolkning, almuen, da er vi nogle i det dannede segment, der sætter stor pris på Mølbys kontante form, ikke mindst når den fremstår på bekostning af dén vamle nationalisme, som synes at være et krav til allehånde sportskommentatorer nu om stunder, en nationalisme, der synes så meget mere tåbelig og ligefrem enfoldig, al den stund, at Danmark, i sportslig henseende, ikke er gode til noget som helst, naturligvis med en væsentlig undtagelse i sejlsporten, hvor den ærværdige Paul Elvstrøm står som en enlig monolit i dansk idrætshistorie og nationalforståelse; en gentleman, som nationen med rette kan bryste sig af.

Må Elvstrøms ære lyse op som et forbillede i mørket, men ej slukke vor fortjente og forståelige vrede, thi med nedrivningen af Ammoniakkuglen, Odenses sande varetegn, har man begået en forbrydelse mod selve byens ånd, og det er min forudsigelse, at såret vil bløde længe endnu!

Med harm hilsen,
Bertram Schulz