mandag den 23. juni 2014

Ny 7" EP på hamarplazt - Oktronium: Pseudo Pop


Efter nogle års pause er Hamarplazt langt om længe tilbage, denne gang med den første udgivelse fra det nye og temmelig bizarre odenseanske projekt Oktronium, som efter sigende i nogen grad involverer diverse af byens skrotnavne i et eller andet omfang.

Oktronium er et selvgenererende musiksystem, udviklet som en fusion af gammelt hardware og oprørsk software. Muterede algoritmer optager og udskrifter løbende en ustabil elektro-organisk maskinpark af syntetisk udstyr og organiske/menneskelige komponenter, hvis job det er at realisere systemets visioner. Resultatet lyder ikke som noget, der nogensinde er hørt før - kantede 8-bit strukturer, elastiske beats og absurde melodistumper vrider og vender sig i uventede konstellationer, der er så kulørt tegnefilmsagtige, som de er bizart fremmedartede.  

Pseudo Pop
 er en 7"-ep med næsten et kvarters spilletid, og fire eksempler på den sæve oktronium-stil, spændende fra uregerlig gummi-funk på Yumyum Erypticon, over søsyge og hårdtslående skrammel-grooves på Data Leech og Faceborg, til Zuckerrauschs slingrende sodavands-pop for forskruede computerspilsfigurer, og ep’en demonstrer til fulde, at elektronisk musik stadig kan være grænseløst futuristisk og fremmedartet, uden på nogen måde at blive smagefuldt kedelig.

EP'en kan høres i sin helhed på Oktroniums soundcloud-side, og skulle inden længe kunne bestilles fra Rillbar.