Opsamlings-LP'en SKROT - The New Machine Sound of Odense og Giedo Primo EP'en Empty Circles er nu lige ved at være færdigproducerede, og bliver udsendt i begyndelsen af Januar 2010. Genespleizer EP'en Skrotwerk må desværre vente lidt længere pga. tekniske problemer.



SKROT - The New Machine Sound of Odense indeholder disse numre:

Side A:
Genespleizer: Skrotstep Live
Strozqnu: Zap
Ekkoregimet: Ekkoskrot
Ras Bolding: Zombiesjæler
Bashcorpo: Friend of Death

Side B:
Papa Stein: UFO'er over Svendborg
Giedo Primo: Mental Maze
Commodore Combat Unit: Puck Man
Hr. Eide: Brain Rape
Organbox: Doctor Clown

Pladen vil også indeholde et indlæg med føgende noter, om skrotmusikken, de medvirkende, samt Odense i det hele taget:

SKROT – lyden af Odense!
Det er som om Odense i årevis har været fanget i en ond cirkel af kulturel apati og hjerneflugt, et selvforstærkende mindreværdskompleks, som der kun synes at eksistere én kur mod – at komme væk så hurtigt som muligt. Problemet føles angiveligt ikke så stort blandt de bedsteborgere, for hvem kultur og kreativitet handler om god smag, pæne ting og færdiglavede oplevelser, men for hver ny ung generation med appetit på det originale og ukendte fremstår byens udvalg og muligheder ganske goldt. Selvom man måske til at starte med har et ideal om at tage skeen i egen hånd og starte noget i Odense, så går der sjældent længe før man vælger den nemmeste løsning og drager til København, hvor alt synes at være lige inden for rækkevidde. År for år bløder byen de nye ambitiøse undergrundskræfter, opstarten af noget nyt bliver til stadighed et længere og sejere træk for hver ny generation, og fristelsen til at flygte så meget desto større.

Man kan kun gisne om hvad Odense kunne byde på, hvis de mange forsvundne generationer af talent var blevet tilbage og havde akkumulere en kreativ masse. I stedet må man glæde sig over den positive sideeffekt, som tingenes tilstand trods alt kan siges at have, nemlig at de tilbageblevne ildsjæle til gengæld har en tendens til at følge deres egne spor frem for mere karriereorienterede kompromiser, og ikke sjældent rent faktisk udvikler noget, som har sin helt egen drejning. Man kan muligvis argumentere for, at det i høj grad er de mest aparte og skæve der modstår kaldet fra hovedstaden - dem som trods alt nærer en slags forkvaklet kærlighed til Odense netop pga. byens håbløshed, og som ikke lader sig forblinde af denne eller hin tilfældige københavnertrend. Gennem de seneste år har dette i hvert fald gjort sig gældende på Odenses elektroniske musikscene, hvor en række meget forskellige navne har udviklet hver deres vinkel på noget, som man efterhånden er ved at kunne se som ét samlet og unikt lokalt udtryk – en løs og åben scene sammenfattet af betegnelsen skrot.

Skrotmusikken kan spores tilbage til midthalvfemsernes odenseanske gabber/hardcore/acid/-scene, centreret om foreningen Gabber Forze og serien af Gabbattack-raves. Dette miljø gik mere eller mindre i opløsning omkring 1997, men flere af dets grundelementer fortsatte og muterede gennem de følgende år, imens nye ingredienser blev tilføjet og indpasset i et stadig mere alsidigt og særegent udtryk. Nu, mere end ti år efter, har det resulteret i skrot-lyden, som kan indeholde elementer af alt fra gabber og acid over dubstep og breakcore til noise og synth-pop, men som ikke rigtig kan beskrives som nogen af delene. De mest gennemgående træk kan måske siges at være 8-bit computerspilslyde, skramlet trommemaskine-rytmik, samt en forkærlighed for at fylde numrene med en ustyrlig overflod af melodi og ideer. Dertil kommer, at skrot meget ofte er live-musik, hvor koncerterne, der typisk er baseret på mere eller mindre analoge hardware-maskiner, er unikke oplevelser, og i det hele taget en central del af scenen – i tydelig modsætning til de fleste andre, laptop-baserede elektroniske stilarter, hvilket også ses af liveudviklingen i Odense med electronicaklubberne Hørbar og Ørentvist, gothklubben Golem og Phono Festivalen.

Det virker oplagt at sammenligne skrot med andre nye og til dels beslægtede genrer som skweee og wonky, men hvor disse typisk er kendetegnet ved en afbalanceret, tilbageholdt og krystalklar digitalproduktion, der er lyden af Odense langt mere beskidt og overgearet. Punk-udgaven af skweee, kunne man måske kalde det. Under alle omstændigheder er det kendetegnende, at skrot ikke er et retro-opkog af de mange elementer der indgår i stilen. Der bruges måske fræsende acid-bas, bippende gameboy og kolde electrobeats, men vel at mærke ikke til at skabe en nostalgisk pastiche af acid, computerspilsmusik og electro. I stedet omsmeltes og nytænkes ingredienserne, frigøres fra den historiske bevidstheds systematiserede brug, og indgår som autonome byggesten i skrotmusikernes vildtvoksende konstruktioner.

På denne opsamlingsplade præsenteres det meste af den odenseanske skrot-scene, fra de arketypiske til de esoteriske, og fra pionererne til de nyeste skud på stammen. Nogle er tydeligt beslægtede, andre befinder sig mere i grænselandet til den rendyrkede ”skrotlyd”, og således demonstrerer pladen måske mere end noget andet, at i Den Graa Stad må de tilbageværende kreative kræfter finder sammen, hvis de vil sætte noget i gang. I en større og mere selvcool by ville det næppe være muligt at skabe en samlet scene omkring så forskellige udgangspunkter og personlige vinklinger. Man kan kun håbe, at flere vil komme til – og blive hængende –, og gøre lyden af Odense yderligere unik, stærk og spraglet.

1. Genespleizer: Skrotstep Live (optaget på Stengade 30 d. 19. april 2008, edits af Bashcorpo)
Hvis nogen kan siges at have ”opfundet” skrotmusikken, så er det duoen Genespleizer, som debuterede i 1996 til de legendariske Gabbattack-raves. De spillede oprindelig regulær gabber, men udviklede gennem den sidste halvdel af halvfemserne en mere og mere personlig stil, med stigende vægt på tungt synkoperede maskinrytmer, dystre analoglyde og opklippede lydbidder fra et grotesk mediebillede – urformen af skrot. Aktiviteten har efterfølgende været ujævn, med lange dvaleperioder afbrudt af enkelte koncerter, men i takt med skrotscenens fremvækst over de seneste år er Genespleizer i stigende grad tilbage, nu med en fuldt udviklet skrotmusik. Skrotstep Live indfanger den vilde og kaotiske energi fra Genespleizers koncerter, hvor numrene konstant vrides i stykker og bombarderes af bizarre samples. Live-udtrykkets fulde omfang kan yderligere fornemmes ved en sammenligning med ”studieversionen” af nummeret, som er at finde på Genespleizers debut-ep Skrotwerk, der udkommer samtidig med denne plade.

2. Strozqnu: Zap
Strozqnu er dit nye yndlingskæledyr! Strozqnu er legesyg, energifuld og lige til at danse med! Strozqnu er en uventet parring af naturens elementer! Strozqnu vil dig alt det bedste og er på ingen måde usundt, selv i det lange løb! Med en besætning bestående af en trommeslager og tre keyboardspillere, samt en baggrund i de to eksperimental-funk-punk-pop-bands Plök og The Spy in the Mes, skaber Strozqnu deres helt egen niche inden for skrotmusikkens i forvejen sære virvar af skæve melodier og skurrende rytmer. Live forvandler Strozqnu gamle skrammelkeyboards til kværnende effekt-monstre og fremtryller en både rundtosset og tonstung malstrøm af mørk energi. På studieindspilningen Zap viser gruppen sig imidlertid fra en helt anden side, hvor energien destilleres til en på en og samme tid nådesløs fremadrettet og samtidig næsten munter electro-form.

3. Ekkoregimet: Ekkoskrot
Man kan med nogen ret kalde Ekkoregimet for noget i retning af den mest rendyrkede repræsentant for skrotmusikken. Ikke alene inkluderer denne løst strukturerede gruppe folk med forskellige tilknytninger til andre odenseanske skrotprojekter, men dertil skabes musikken altid fuldstændig improviseret og helt igennem live, og altid med en rodet bunke af forhåndenværende hardwareudstyr. Gruppens mest gennemgående medlemmer siges således at være Commodore 64, Gameboy og TB303. Ekkoskrot er et lille fragment klippet ud af en flere timer lang live-session, og er et arketypisk eksempel på skrotmusik i den reneste form – hvilket vil sige når den er mest rå, skurrende og beskidt.

4. Ras Bolding: Zombiesjæler
Hvis man kan forestille sig noget i retning af et skrot-crossover-fænomen, så kunne Ras Bolding være et godt bud. Han har befundet sig i udkanten af skrotscenen under det meste af dens udvikling, men har samtidig også indtaget sin helt egen position, hvor det med stor succes er lykkedes ham at tage mange af de samme ingredienser – metalliske industrilyde, computerspilsmelodier og electrorytmik – og splejse dem sammen med en art gotisk synthpop. Resultatet er en svært beskrivelig bastard, men har ikke desto mindre fået et ganske stort og bredt publikum i tale, og hører afgjort med til det fulde billede af Odenses elektroniske undergrund. Tematisk bearbejder Bolding primært emner som teknologi og fremmedgørelse, men som regel med en god portion sort humor, og denne humor får på Zombiesjæler lov til at folde sig helt ud, ikke mindst gennem teksten, der er inspireret af Dennis Jürgensens zombiebog for børn og unge, Kadavermarch.

5. Bashcorpo: Friend of Death
Gennem sit omfattende grafiske arbejde og sin utrættelige udforskning og dokumentation af det odenseanske skrotlandskab er Bashcorpo, foruden at være halvdelen af Genespleizer, også den fremmeste udvikler af skrotæstetikkens visuelle side. Den musikalske soloproduktion har været mere sporadisk, men udviser til gengæld en suveræn beherskelse af den klassiske tracker-teknik, der dominerede de mere alment tilgængelige musikprogrammer i tiden før laptoppens indtog. Dette høres tydeligt på Friend of Death, der er et fascinerende eksempel på skrotmusikkens tidligste rødder, stadig solidt forankret i gabber, men samtidig med en umiskendeligt legende teknik og en løssluppen iderigdom på fuld fart ind i fremtiden.

6. Papa Stein: UFO’er over Svendborg
Med en musikalsk bagage bestående af alt fra dansktop og marimba-ekvilibrisme til gameboy-soundtracks og electropop er Papa Stein et suverænt eksempel på skrotmusikkens evne til at vende det provinsielle til en kraftkilde frem for en hæmsko. Ganske upåvirket af de herskende ideer om hvad der er trendy og hipt har han skabt et unikt udtryk, som tilmed kan variere voldsomt fra nummer til nummer. Ikke fordi numrene degenerer til stiløvelser, men snarere fordi Papa Steins stilistiske gener er så elastiske, at de kan mutere helt efter behov. Er det skweee? Er det electro? Er det chip tunes? Papa Stein har elementer af det hele, men opfinder dem som oftest selv fra bunden, som nu f.eks. på UFO’er over Svendborg, der måske vil minde nogle lyttere om Air Liquide, men alligevel har helt sin egen mærkværdige lyd. Papa Stein kender nemlig ikke Air Liquide!

7. Giedo Primo: Mental Maze
Hvor Bashcorpo-delen af Genespleizer mest har koncentreret sig om grafisk arbejde, der har den anden halvdel, Giedo Primo, primært helliget sig musikken. Her blev udgangspunktet i analog hardcoretechno udsat for en konstant videreudvikling og nytænkning, som med tiden resulterede i den første helt rendyrkede skrotmusik. Den traditionelle brug af 8 bit-lyde og trommemaskiner blev redefineret og omskabt; rytmerne blev skæve og skramlede, melodierne spraglet spiralerende, og lyden kombinerede det kulørt syntetiske med en sær spøgelsesagtig lo fi-æstetik. Debutalbummet Infinity Machines of the Second Moon blev i 2007 den første egentlige skrotudgivelse, og viste især Giedo Primo fra den mere indadvendte og stemningsmættede side. Mental Maze er omvendt et eksempel på den vilde og bizart melodiske stil, som især kendetegner Giedo Primos koncerter, og som også er gennemgående på ep’en Empty Circles, der udkommer samtidig med denne opsamling.

8. Commodore Combat Unit: Puck Man
Med en energisk koncertaktivitet og en mangefacetteret lyd er Commodore Combat Unit på kort tid blevet et af skrotscenens mest centrale navne. Papa Steins melodiske legesyge får her vildtvoksende rytmisk modspil af Interzone, som i årevis har rumsteret i skrotmiljøets grænseland, og udvidet det med input fra noise, industrial og dubstep. CCU er især kendetegnet ved en upoleret hardware-tilgang, som ikke mindst kommer til udtryk i deres uforudsigelige koncerter. Her kan de ubesværet bevæge sig fra svævende kosmiske lydflader til brutal psykedelisk hardcore, men hele tiden inden for rammerne af deres egen forskruede stil. Puck Man er CCU i det mest ustyrlige hjørne, en kompakt energiudladning der sammensmelter udflippet 8bit-pop og eksplosiv gabber så optimalt, at man ikke skulle tro, at de to dele nogen sinde havde været adskilt!

9. Hr. Eide: Brain Rape
Hr. Eide er ikke bare et af de nyeste navne i den Odenseanske undergrund, men også et af de mest obskure og mystiske. Man genfinder her forkærligheden for analogt skrammel-hardware, den improviserede tilgang samt den flossede æstetik, men derudover presses skrotdefinitionens rammer til det yderste. Hr. Eide tilføjer elementer af industriel collage og psykedelisk ambient, og Brain Rape baserer sig på en række uafhængige optagelser, som siden er splejset sammen til et højradioaktivt koncentrat, med assistance fra Interzone.

10. Organbox: Doctor Clown
Organbox blev dannet i 1999 af Jannik Juhl og Ras Bolding, ud fra en fælles begejstring for halvfjerdsernes kosmisk synth-musik og lyden af firsernes commodore 64-spil. Over årene har projektet gentagende gange skiftet karakter, og har til tider indtaget en både væsentlig og aparte plads på den fremvoksende skrotscene. Organbox har fra starten arbejdet med mange af de ideer og strukturer, som først nu er ved at definere skrot-lyden, men samtidig har aktiviteten været ekstremt sporadisk, og udtrykket konstant muterende – hvilket har udmøntet sig i alt fra koncerter afholdt i en bybus til de senere års fokus på 100% improviserede live-optrædener. Doctor Clown går karakteristisk nok i en helt ny retning, og forsøger at skabe en så påtaget barok og vulgært overkomponeret kompleksitet som overhovedet mulig. Måske lyden af prog-skrot?



Odenses syv skrotundere.
Det synes rimeligt at antage, at Odenses altomklamrende ”brand” som ”eventyrby” har en del af skylden for stedets manglende tiltrækning på folk med lyst til at vedligeholde en levedygtig undergrund. Er det videre inspirerende eller frugtbart for kreative ambitioner, når ens hjemby som udgangspunkt er defineret som H.C. Andersens by. Er en turisttilpasset skamridning af en stakkels forsvarsløs forfatter – som i øvrigt selv sørgede for at komme væk fra byen så hurtigt som muligt – et oplagt frirum til at definere og udvikle nye alternative udtryk i? Er der så plads til så meget andet?

Det mest skadelige er ikke den obligatoriske tvangsfodring med udvandet ”eventyrlighed”, som byens børn udsættes for, den er når alt kommer til alt ikke stort værre end så megen anden disneyficeret underholdning. Problemet er snarere, at byen er ved at miste ethvert element af kant og uforudsigelighed – enhver storbykarakter med andre ord – for i stedet at blive reduceret til en kvælende kombination af småborgerlig pænhed og nostalgisk eventyrkulisse. En by skabt til turister, parcelhusejere og et knapt eksisterende, smagfuldt kreativt segment, men samtidig også en nedslående ødemark hvis man søger det utilpassede, skæve og ukendte, hvis man inspireres af den hensygnende industris æstetik og drages af de glemte steder, hvor forfaldets forunderlighed ikke er blevet ødelagt af behagesyg byfornyelse.

Uanset at det kan virke uforståeligt for bedsteborgere og bystyrer, så er noget af det, der mest af alt skaber følelsen af at bo i en storby, at dele af den industrielle fortid har fået lov til at blive stående og udvikle sig til frie og hemmelighedsfulde zoner. En grobund for undergrund og kreativitet opstår ikke mindst ved, at byen tilbyder et alternativt rum, hvor man kan gå på opdagelse og dvæle over tidens og historiens vraggods, frem for at fortrænge det med et slør af ligegyldigt forbrug. Nogle gange fungerer disse steder som en unik ramme for levende undergrundskultur – koncerter og udstillinger og lignende –, men lige så essentielt er det, at de kan udgøre en dragende ”underverden”, et modbillede til det pæne og planlagte postmoderne byrum.

En ting er klar: Den nådesløse udryddelse af disse frizoner vil uundgåeligt forstærke ødelæggelsen af den lokale undergrundskultur, og de kreative kræfter, der lever uden for de færdigpakkede mainstream-rammer, vil føle endnu større trang til at søge væk. Odense vil ganske enkelt aldrig kunne holde på sin egen skabende ungdom, hvis byen fortsat udrydder sine lokkende betonlandskaber og gribende industriruiner – alt det, der gør byen til andet end en middelmådig provinskulisse. Men dertil er det selvfølgelig også et kulturelt tab i sig selv, for Odense har i tidens løb haft utallige helt fantastiske skrot-perler af uvurderlig værdi, som den dag i dag næsten alle er gået tabt, og de kan aldrig bringes tilbage!!!

Her følger syv af de mest fantastiske skrot-underværker, som Odense i tidens løb har huset – og hvoraf kun et er tilbage – med et håb om, at byen ikke fremover vil ødelægge mere af denne værdifulde kulturarv:

1: Glasværket
Dette sted var nærmest en hel verden i sig selv, en fremmed og forunderlig zone fyldt med hemmeligheder og umådelig skønhed. Fjernelsen af glasværksruinen til fordel for kedeligt nybyggeri var et af de første og største eksempler på Odenses blinde destruktion af sin egen industrielle kulturarv.

2: Erik-bilen
Ikke alene havde denne forladte bil, navngivet efter den prominente danske kultsanger- og skuespiller Erik Paaske, på svært begribelig vis opnået en form, som i forvejen burde gøre den fredningsberettiget, men ved i en årrække at få lov til at stå uberørt udviklede den sig til et enestående og dybt fascinerende monument. Et monument som en dag uden videre blev fjernet, og nu kun lever i legenderne.

3: Fryselageret
En mørk og uvirkelig grotte midt i byens almindelighed, en katedral af iskold beton og metal.

4: Skrotgården
Med sin beliggenhed nær et moderne boligområde var denne overgroede ødegård, omgivet af gamle rustne landbrugsmaskiner, et bindeled mellem nutidens Odense og den ikke-så-fjerne fortid, hvor store dele af det, der i dag er by, stadig var landbrugsområder. Nu er gården fjernet, og stedet fremstår som endnu en pæn ligegyldighed.

5: Snifferfabrikken
Et forladt fabrikskompleks, lidt uden for bymidten, som havde en kort glansperiode inden det blev ”opdaget” af en lokal avis, som straks satte en smædekampagne i gang, med det uundgåelige resultat at endnu en af Odenses perler hurtigt blev fjernet fra landkortet.

6: Kødfabrikken
Hvad der kunne være blevet det nye glasværk fik kun lov til at leve i få måneder før det blev knust af kommunens store planer om at ødelægge havnen – dvs. transformere den til endnu et ligegyldigt selvsmagende boligkvarter. Men i et kort glimt havde Odense her et af de mest mageløse skrot-værker man kan tænke sig, en endeløst givende labyrint af ukendte rum og ubegribelige dimensioner.

7: Ammoniakkuglen
Odenses eneste virkelige vartegn. Gennem mange års påvirkning af vind og vejr og utallige dekorationer har Ammoniakkuglen på havnen antaget skulpturel karakter, men foruden sin enestående skønhed har den også opnået funktion som en regulær stedfæstende og definerende lokalitet både i og for byen, ikke ulig pyramiderne i Egypten. At fjerne Ammoniakkuglen ville være udtryk for idioti, kortsyn og kulturel afstumpethed af et sådant omfang, at det netop kun kunne sammenlignes med at destruere pyramiderne.